Klaverskolen Gradus


Gustav Piekut, Jakob Kjær Hansen, Mikkel Møller Sørensen, Cæcilie Tagmose, Sergei Teplyi og Emil Gryesten Jensen.

Klaverpædagogerne Martin Lysholm Jepsen og Klaus Andersen har dannet en lille privat musikskole i Århus "Klaverskolen Gradus" som uddanner unge klassiske klavertalenter til professionelle pianister. Mange af eleverne har vundet toppriser ved konkurrencer i både her hjemme og i udlandet. Det gælder alle de seks nuværende og tidligere elever, der deltager i koncerten i Fredericia. De er i alderen 14 - 24 år. De vil give prøver på deres kunnen i et vidtspændende og krævende repertoire. Der vil blive spillet værker af bl.a Chopin, Beethoven, Rachmaninov og Liszt - for eksempel Liszts Dantesonate, der er et uhyre vanskeligt og kompliceret værk.

Gustav Piekut er født i 1995. Han har fået undervisning af Peter Hagn-Meincke på Kolding Musikskole indtil han begyndte hos hos Martin Lysholm Jepsen i Gradus i 2008. Han går nu på Kolding Musikskoles MGK.
Gustav Piekut har spillet sig til 1. pris  to gange i de tre konkurrencer Syddansk Talentkonkurrence, Steinway Festivalen og Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence. Han blev særlig kendt som 2. præmietager i DR2s TV-konkurrence for klassiske instrumentalister ”Spil for Livet”.

Sergei Teplyi
på 17 år er ligesom Gustav Piekut elev hos Martin Lysholm Jepsen.
 
Jakob Kjær Hansen 19 år og Cæcilie Grønkjær Tagmose på 22 er nu studerende ved konservatoriet i København.

Mikkel Møller Sørensen (fra 1988) blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i 2006, men studerer for tiden hos den russiske pianist Alexander Ivanov i Hannover. Blandt de talrige priser, han har opnået, kan nævnes guldmedalje i Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence og 1. pris i den internationale konkurrence ”Music without Limits” i Druskininkai, Litauen. Mikkel Møller Sørensen har flere gange optrådt som solist med orkester, bl.a med DR Radiosymfoniorkestret og senest med Århus Symfoniorkester som en af vinderne af DJM’s solistkonkurrence.  

Emil Gryesten Jensens deltagelse i koncerten giver en ekstra dimension som eksempel på en Graduselev, der allerede er nået vidt. Han er født i 1985. Fra 1997-2004 fik han undervisning på Gradus hos Martin Lysholm Jepsen. Efter et års studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blev han i 2005 optaget på Sibelius-Akademiet i Helsinki, hvor han nu studerer i professor Erik T. Tawaststjernas klasse.
Emil Gryesten Jensen vandt førsteprisen ved Den Danske Steinway Festival i 2001 og i 2003 samt ved den tyske Steinway Klavierspiel-Wettbewerb i Hamburg, 2000.
Han vandt førsteprisen, et Blüthner-flygel, ved Nordisk Pianistkonkurrence i Malmø, 2006. Endvidere er han blevet belønnet ved musikkonkurrencer i Sverige, Norge, Finland, Tjekkiet, Kroatien og Litauen.

Hjemmeside: www.klaverskolen-gradus.dk